”Homøopatiske lægemidler udvindes af stoffer fra plante-, mineral- og dyreriget. Gennem en særlig fortyndingsproces forstærkes lægemidlernes virkning. Denne proces kaldes potensering.
Homøopatiske lægemidler fremstilles under farmaceutisk kontrol af de enkelte landes lægemiddelstyrelser, på samme måde som konventionelle lægemidler.” (fra ”Alma’s” hæfte om homøopati).
Anvendelse af homøopatiske lægemidler er almindeligt udbredt i Tyskland, Schweiz, Frankrig og England, desuden i Indien, Mexico, Cuba m.fl.
Kendetegnende for homøopati er, at sygdomme behandles med små doser af et naturmiddel som ved overdosering kan fremkalde symptomer, der ligner den syges symptombillede.
Hvordan fremstilles homøopatiske lægemidler?
Et homøopatisk middel fremstilles ved en fortyndingsproces, som kaldes potensering. Hermed menes, at midlet fortyndes adskillige gange og mellem hver fortynding rystes eller bankes midlet gentagne gange.
De forskellige potenser, som vi arbejder med kaldes enten D eller C potenser.
F.eks.:
- D-potens – 1 del af et middel (kaldet urtinktur) opløses i 9 dele vand, blandingen rystes/bankes og vi får en D1 potens. 1 del af denne D1 potens opløses i 9 dele vand, som rystes/bankes og vi får en D2 potenser osv.
- C-potens – den samme proces som beskrevet ovenfor, men her opløses 1 del af stoffet med 99 dele vand, rystes/bankes for at give en C1 potens osv.
Således taler man indenfor homøopatien om lavpotenser og højpotenser, hvor f.eks. D4 er en lavpotens og man vil stadig finde kemisk aktiv stoffer i midlet.
I en C12 eller D24 potens er det målbare/molekylære eller kemisk aktive stof ikke længere til stede i blandingen.
Hvordan virker homøopati?
Bærersubstansen for det homøopatiske middel er typisk enten en alkoholopløsning eller små runde sukkerkugler. I de høje potenser, som ikke længere har en fysisk målbar substans, taler man om, at der sker en signaloverføring fra urtinkturen til bærersubstansen.
Potenseringen eller fin-fordelingen af lægemidlet indebærer at den optages bedre i mundens slimhinder. Den får dermed en bedre effekt. Og fordi lægemidlet rystes/bankes (= dynamiseres) forstærkes dets virkning yderligere.
Homøopatiske lægemidler bygger på den såkaldte Arndt-Schulz regel om effekten af farmakologiske lægemidler. Reglen siger, at små doser stimulerer, moderate doser hæmmer og høje doser skader. (I nyere tid har dette fænomen fået betegnelsen ’hormesis’).
Eks: Belladonna (Atropa) eller bittersød natskygge er en meget giftig plante. Anvendt homøopatisk (altså i en fortyndet og potenseret form) har den mange gode virkninger. Den har en krampeløsende virkning i mave-tarmkanalen. Den virker også krampeløsende ved galdebesvær og ved astma. Den virker sekretionshæmmende og anvendes som opløsende middel ved problemer i bihulerne, næsen og mod slimdannelser ved astma. Den indgår også i mange forkølelsesmidler, specielt når halsen samtidig er rød og tør.
Hvordan indtages homøopatiske midler?
- Dråber, som er opløst i alkohol – indtages direkte i munden eller fortyndes i lidt vand.
- Sukkerkugler – skal ikke sluges, men opløses i munden.
- Tabletter – skal smelte i munden og optages gennem mundens slimhinder.
- Drikkeampuller.
Er der bivirkninger?
Syntetiske lægemidler har en symptomdæmpende virkning. Eller sagt med andre ord, de nedsætter funktionen af kroppens egne forsvarsmekanismer. Derved undgås symptomerne men sygdommen behandles ikke. For at opnå den symptomdæmpende virkning må de som regel tages i så store doser, at der fremkommer (skadelige eller ubehagelige) bivirkninger.
Homoøpatiske lægemidler derimod, skal stimulere kroppens livskraft. De arbejder sammen med kroppens egne processer. De har ingen bivirkninger.
I visse tilfælde, kan der dog forekomme førstegangs-forværring ved indtag af homøopatiske midler. Denne førstegangs-forværring er typisk et udtryk for, at midlet har aktiveret en helbredelsesproces i kroppen. I så fald nedsættes dosis af det homøopatiske middel eller man holder en pause i 1-2 dage.
Historie
Homøopatiens grundlægger er Dr. Samuel Hahnemann (1755-1843), en fremstående læge som arbejdede i Tyskland og Frankrig. Han har skrevet talrige bøger. Hans hovedværk er ”Organon”, som udkom i 1810.
Ordet homøopati stammer fra det græske homoios som betyder lignende og pathos som betyder sygdom. Med andre ord og som nævnt ovenfor: sygdomme behandles med små doser af et naturmiddel som ved overdosering kan fremkalde symptomer, der ligner den syges symptombillede. ”Similia similibus currentur.”
